Et barns vilje til at sejre over sit handicap - Opdateret

Amra var den første, af vi der arbejder frivilligt for Børnenes Kontor i Århus, der mødte drengen Anes. Dengang 10 år gammel, og med en forfærdelig tandrække – en opgave for den dengang frivilligt arbejdende tandlæge Amra Nezir, nu boende i Danmark, men med rødder tilbage til Bosnien, det land, hvor hun altså mødte drengen Anes.

Det stod hurtigt klart, at det ikke var tænderne der var drengens største problem  -  for da Amra hilste på, så hun til sin forfærdelse, at Anes ikke havde hverken højre eller venstre hånd – det var alene håndstumper han stak frem til sin hilsen.

Kort efter denne forfærdelige opdagelse, åbnede sig andre grusomheder – drengen havde heller ikke nogen egentlige fødder, for de stærkt nedslidte sommersko, blev alene holdt på benene ved hjælp af hårdt bundne snørebånd. Det var sådan, at Amra så Anes første gang, og det var i disse minutter, at hendes hjerne arbejdede på højtryk, for om muligt at finde en indgangsvinkel, til hjælp for dette lille menneske.

Det blev til en henvendelse til Børnenes Kontor i Århus – og vi, der tidligere havde arbejdet som frivillige i den lille forening, fandt sammen, om at forsøge at hjælpe denne dreng – hjælpe ham til et bare lidt bedre liv, end det, der så endegyldigt syntes at tordne sig op foran ham.

Bestyrelsen i Børnenes Kontor Århus, besluttede at gå helhjertet ind i denne, for foreningen helt nye sag, en sag om en menneskeskæbne – der syntes, som lagt i hjertet af foreningen, hvis inderste formål det er, at hjælpe familier med børn, hvor familierne ikke selv magter at skabe livsglæde omkring sin egen situation, og hvor det offentlige for længst har opgivet, eller måske aldrig har forsøgt at hjælpe.

Det blev via læge Uffe Alsted, Højbjerg, at vi fandt indgangsvinklen, til alt det arbejde, der viste sig at ligge foran os – men også indgangen til både skuffelser og glæder.

Fortrøstningsfuld hentede Børnenes Kontor, Anes og hans far til Danmark – indbydelsen rakte  til Odense Universitetshospitals Håndkirurgiske Afdeling, hvor vi selvbetalende og meget spændte mødte frem til konsultation. Vi var på forhånd advaret mod at forvente mirakler, og de indtraf ej heller på hospitalet. Undersøgelsen varede kun kort, og konklusionen var, at i hvert tilfælde, var tidspunktet i drengens liv, forkert valgt, set ud fra ønsket om, at ændre drengens situation ved kirurgiske indgreb. Heldigvis var der en repræsentant fra det nystartede bandagist firma Ortos tilstede  -  kvinden hed Benedicte, og hun viste ganske pludseligt en handlekraft, af helt uforståelig styrke. Vi ilede bort fra hospitalet og til Klinikken Ortos i den sydlige bydel af Odense. Her traf vi flere af Benediktes kollegaer, der alle gav hjælp til den umiddelbare og pludselig opståede situation. Det blev Benedicte og Mads, der blev indbegrebet af næstekærlighed og vilje til at hjælpe – uden smålig beregning af den økonomiske belastning.

Det var fantastiske timer, vi aldrig glemmer – men tiden var, som så mange gange før imod os, og vi måtte skilles, lang tid før, end vi var klar dertil.

Månederne gik, og Anes kom igen til Danmark – denne gang var vi alle langt mere forberedte til hvad der skulle ske, og hvilke mål vi ville forsøge at nå.

Det var de samme mennesker, der igen var drivkraften bag besøget  - Børnenes Kontor Århus, Anna, Jørgen, Amra, Benedicte, Mads – og så selvfølgelig alle de enkelt individer, der støttede op omkring besøget. Mette og Mogens Larsen, der fravalgte gaver til sit sølvbryllup, mod i stedet at få pengedonationer til Anes – jo vi mødte sandelig enkelt individer med visioner.

Det var en mellemting mellem chok og begejstring da vi så Anes løbe rundt om Ortos huset sammen med Mads – godt hjulpet af de benproteser, som var blevet fremstillet i ugens løb. Det var også fantastisk at se, at Anes kunne bruge håndprotesen, som et hjælperedskab – at drengen kunne bruge en gaffel – en situation, som vi andre finder, som det mest naturlige af alt, men som for et barn, der de første 10 år af sit liv, har måtte stikke håndstumperne ned i den varme mad, for bare at stille sin sult, for ham var det en fantastisk oplevelse – og det var det, for alle vi andre der kikkede på.

Vi var dog ikke kun begejstrede – vi var også bekymrede - for hvad ville der mon ske i fremtiden – ville drengens vækst blive den situation, der ulykkeligvis ville sende ham tilbage til det liv, som han kendte, før han kom til Danmark.

Det blev til en dele ordning mellem Ortos og Børnenes Kontor i Århus – de mennesker der var tættest på drengens sag fandt sammen, og det blev aftalt igen at hente drengen til Danmark, for kontrol og for yderligere hjælp, hvis muligt.

I november i år kom så Anes og faderen igen til Danmark. Det var et glad gensyn – og det var et stramt program der ventede de næste 4 dage.

Fra Århus til Odense – igen Børnenes Kontor, Anna, Amra, Benedicte, Mads, og nu også Johannes  --   de tro følgesvende, der vedvarende har forsøgt at knægte livets ondskab mod denne dreng. Det blev til helt nye benproteser, og det blev til en ny håndprotese, og det blev, som noget helt nyt, til en opfindelse, vi valgte at kalde koppe-holderen. Rent faktisk er opfindelse til at montere på drengens cykelstyr – hvor så håndstumperne presses ned i, og det ligner så, en så nogenlunde almindelig dreng på sin cykel -  absolut en revolutionerende forbedring for drengens muligheder for at cykle.

Vi der så drengens umiddelbare begejstring, for ikke kun de nye proteser, men også for de nye sko og støvler – tilpasset proteserne, vi kunne se, at det var et barns taknemmelighed, for at blive hjulpet.

Mens alle disse ting gik for sig i Odense, stod Højbjerg på den anden ende. Anna Grethe, Mogens og Mette, og Tina og Mogens, Mustafa og Raza – alle gav af et godt hjerte, ikke kun til drengen, men til hans brødre der også gennem årene har lidt under skæbnens lunefulde spil, og til moderen, hvis skyldsfølelse gennem årene har drænet hende for kræfter – en skyldsfølelse hun bærer ganske ubegrundet, idet følgevirkningerne af en krig, som man ikke deltog i, men hvor man var offer, ikke kan forklares eller bortforklares.

Nu står så tilbage, tanken om, hvad fremtiden mon bringer – bringer os i Danmark og bringer drengen langt ude i Bosniens bjerge.

For nuet er vi mange der hjælper – Børnenes Kontor i Århus hjælper drengen økonomisk hen mod det voksne liv. En beskeden hjælp efter danske forhold, men dog nok til, i Bosnien at sikre, at drengen ikke ender på gaden som tigger, men får en chance til at skabe sig et liv – måske endda et godt liv - - -

Alle andre der er nævnt, er alle mennesker med hjertet på rette sted – mennesker der vil vedblive med at hjælpe, når vi beder derom – og alle de, der hørte vort kald – og som kom kørende til os, og som gav af egne værdier, for at glæde andre – blandt disse mennesker, vil der ganske givet også være hjælp at hente i fremtiden.

Desværre har tiden det jo med at sende alt i glemsel – det er denne fare, der lurer mest. Der er langt til drengen i Bosniens bjerge, og stille og ubemærket glider alle hans daglige lidelser ud af vort erindringsbillede, og vi vil være fuldt optaget af vore egne sorger, bekymringer eller glæder.

Det er her vi håber, at vi vil huske hinanden på, at vi sammen kan gøre en forskel for et menneske, hvis liv næsten lige er begyndt, men som uden os, alt for tidligt kan slutte.

Se billeder fra turen her

Sidste nyt

Anes nu meget snart 18 år gammel – og heldigvis stadig en dreng med stor mod på livet. Den løbende kontakt til drengen har ikke været tilfredsstillende, men Anna har i en uendelighed husket eller opfundet de dage, hvor vi har måtte sende ”hilsner” til både drengen og hans familie.

Børnenes Kontor Århus og mange gode venner har hjulpet drengen – og en enkelt gang har Anna og Jørgen taget turen ud i Bosniens bjerge og fundet drengen i landsbyskolen.  I gennem alle årene har Børnenes Kontor Århus overholdt de aftaler vi indgik med familien, og derfor var det for nylig muligt, at få drengen/den unge mand indmeldt i en skole for Landbrugsuddannelse. Vi fik en god bekendt i Sarajevo til at farte byen rundt sammen med Anes og hans mor – for at finde alle de bøger der er krævet til skolegangen.  Videre blev det også til skoledragt, fritidstøj, fodtøj osv.

Børnenes Kontor Århus og mange venners hjælp gør, at vi økonomisk kan sikre drengens muligheder for uddannelse. Hvis alt går godt, bliver vor næste store fælles prøve, når 4 år er gået, og Anes skal videre ud i livet. Den tid den glæde.



Ønsker du at støtte Børnenes Kontors arbejde, kan bidrag indbetales på bankkonto i Nordea,reg. nr. 2316 konto nr. 8129172682. Ønsker du skattefradrag for din donation, skal Børnenes Kontor Århus have oplyst dit personnummer.